Vektropol er blevet til Mølskov Studio

08/08/2025
Vektropol bliver Mølskov Studio
Forfatter på bloggen logo designer Christian Mølskov Cortsen
Af Christian Mølskov Cortsen

Jeg er grafisk designer, forfatter her på bloggen og indehaveren af Mølskov Studio.

Find mig på LinkedIn

Igennem mange år har jeg drevet min virksomhed under navnet Vektropol. Det har været mit kreative hjem og mit udgangspunkt for at hjælpe kunder med alt fra logodesign og visuelle identiteter til hjemmesider. Jeg har været utrolig glad for navnet og dets historie, men med tiden er et nyt ønske vokset frem – et ønske om, at mit firmanavn i højere grad afspejler, hvem jeg er, og hvordan jeg arbejder.

Et af de største problemer har været, at mange automatisk har troet, at Vektropol var en virksomhed med flere ansatte. Jeg fik ofte henvendelser som: “Laver I…?”, “Kunne I være interesserede i at…?” eller “Vil I give et tilbud på…”. På trods af at jeg på hjemmesiden havde gjort meget ud af at forklare, at jeg er enkeltmandsvirksomhed, så gav selve navnet Vektropol ikke den fornemmelse.

Efter et års overvejelser (bare rolig – jeg har også lavet masser af design undervejs!) besluttede jeg, at tiden var moden til at tage springet. Resultatet er Mølskov Studio.

Hvorfor Mølskov?

Mølskov er mit mellemnavn, og det betyder meget for mig personligt. Det er mere direkte, mere menneskeligt og giver en tydelig fornemmelse af, at du arbejder med én person – ikke en stor, upersonlig virksomhed. Tilføjelsen “Studio” fortæller stadig, at det handler om mit kreative arbejde som freelance grafisk designer, men på en skala, hvor der er tid og plads til den personlige kontakt.

Samme ydelser og samme gode service

Selvom navnet ændrer sig, vil kernen i virksomheden være den samme. Du kan stadig komme til mig for logodesign, webdesign og udvikling af visuelle identiteter. Som noget nyt tilbyder jeg også udvikling af firmanavne, så din virksomhed kan få et navn, der skiller sig ud – præcis som jeg selv har arbejdet med i denne proces.

Min tilgang vil fortsat være den samme: Jeg arbejder tæt sammen med mine kunder, lytter til deres behov og finder kreative løsninger, der fungerer i praksis. Og selvfølgelig med fokus på høj kvalitet og personlig service.

En ny begyndelse men med rødderne intakt

Navneskiftet er ikke et farvel til Vektropol, men et skridt videre. Jeg tager alt det gode med mig – erfaringen, kunderne, resultaterne – og tilføjer et nyt kapitel, hvor mit navn står tydeligere i centrum.

Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med både nye og eksisterende kunder under det nye navn.
Velkommen til Mølskov Studio.